
13.9M
Downloads
802
Episodes
To The Moon, Honey er et ærligt og inspirerende fællesskab for kvinder, der står midt i moderskabet eller er på vej ind i familielivet. I hver episode fortæller markante kvinder deres personlige historier og erfaringer med fødsler, graviditet, familieliv og kvindeliv. Desuden bidrager adskillige eksperter med viden om alt fra søvn, selvudvikling og tilknytning til parforhold, work-life balance og den transformation moderskabet rummer.
To The Moon, Honey blev grundlagt i 2018 af Bea Fagerholt og Liv Winther og er i dag et stærkt community, hvor kvinder generøst deler deres oplevelser og erfaringer.
Se mere på Tothemmonhoney.com
Nu kan du tage To The Moons ærlige samtaler, rørende beretninger, relevant viden og inspirerende snakke kvinder imellem med dig på farten. Glæd dig til panelsnakke med seje kvinder, efterfødselssamtaler og brugbar ekspertviden. Værter er To The Moons grundlæggere Bea Fagerholt & Liv Winther. www.tothemoonhoney.com
Episodes

Nov 4, 2024
Nov 4, 2024
48 min
Madmor Line Bak Rothstein har gjort det til sin levevej at udbrede viden om næring til nybagte mødre. Selv har hun kæmpet med ufrivillige aborter, en operation af sin hjerteformede livmoder og et svært fertilitetsforløb, før hun efter fem år endelig bliver gravid. Hun bliver indstillet til et kejsersnit, da lille Bea inde i maven ikke vender sig med hovedet nedad pga. livmoderens form, men 10 dage før termin går vandet med et plask, og med følelsen af at tidspunktet er helt rigtigt føder Line samme nat sin datter ved kejsersnit. Hjemme venter barselshulen, en fyldt fryser og en måneds getaway i sommerhus, langt væk fra barselsbesøg, og hvor Line og hendes mand også kan fokusere på at bearbejde forløbet op til graviditeten. Jordemoder Camilla Brinch er med til at besvare spørgsmål.

Oct 31, 2024
Oct 31, 2024
52 min
Da Caroline Fleming bliver mor, dukker der følelser op i hende, som hun aldrig tidligere har været i kontakt med. Det bliver startskuddet på den personlige udvikling, som hun fortæller om i sin nye bog, “Caroline”. Her deler hun sin historie om at vokse op som baronesse på Sydfyn i glamourøse omgivelser, men hvor følelser er noget man har, og ikke er noget man taler om. Og da Caroline mister sin mor som 11-årig, er sorgen monumental. I denne ærlige Mama-samtale fortæller Caroline også om at finde hjem til en autentisk version af sig selv, om mantraet family first og om af leve med ADHD.

Oct 30, 2024
Oct 30, 2024
46 min
Hvordan har kvindelivet forandret sig igennem de seneste tre generationer, når det kommer til ligestilling, kærlighed, arbejdsliv, moderskab, holdninger og værdier? Det taler vi om med chefredaktør Anne Lose, hendes datter Dagmar Esther Lose og hendes mor, Birgit Lose, der er pensioneret skoleleder. Vi skal høre om at være ung kvinde i 60'erne, 90'erne og 20'erne, om rollemodeller og opskriften på et langt parforhold, og om hvad de har givet videre til hinanden eller valgt at gøre anerledes.

Oct 29, 2024
Oct 29, 2024
31 min
Det er stenhårdt arbejde at være gravid med diabetes. Hvert år gennemfører ca. 2400 kvinder en graviditet, samtidig med at de har diabetes. Nogle af dem har type 1 eller type 2-diabetes med sig ind i graviditeten, og andre udvikler en særlig form for diabetes i graviditeten, også kaldet graviditetsdiabetes (GDM). Sammen med professor og overlæge Elisabeth R. Mathiesen, der til daglig er tillnyttet Center for Gravide med Diabetes på Rigshospitalet, bliver vi her klogere på, hvordan det er være gravid med diabetes. Hvad er det for komplikationer og risici, man er opmærksom på? Hvilket graviditetsforløb kan man forvente? Hvad er behandlingsforløbet, og hvad skal man selv være opmærksom på før, under og efter graviditeten?

Oct 28, 2024
Oct 28, 2024
53 min
Pædagog Astrid Gregersen ved tidligt, at hun vil føde hjemme, hvor hun er tryg og tæt på hospitalet. Og da de første veer kommer kort efter termin, starter fødslen ud, ligesom Astrid havde ønsket med en jordemoder, sin svigerinde og forlovede ved sin side. Men lynhurtigt udvikler fødslen sig akut, og lille Petra, som har fået fostervand i lungerne, kæmper for sin overlevelse mens lejligheden bliver fyldt af læger. Det er en voldsom historie med en mirakuløs slutning, og Astrid fortæller her om familiens traume, og det arbejde, de skal igennem for at lægge frygten fra sig. Jordemoder Camilla Brinch er med til at besvare spørgsmål.

Oct 27, 2024
Oct 27, 2024
52 min
Hver søndag i oktober og november sidder tre kloge kvinder klar til at tage jeres dilemmaer og spørgsmål under kærlig behandling. I denne episode skal vi bl.a. tale om skærmvaner, jul i skilsmissefamilier og venskaber i pressede tider. Vores brevkassepanel består af præst Signe Danielsen, familieterapeut Marianne Mosbæk og Ayoe Ramati, ekspert i cyklus og kvindeliv.
Og husk, du stadig kan skrive til os via Instagram eller på hello@tothemoonhoney.com, hvis du også har et spørgsmål til panelet.

Oct 24, 2024
Oct 24, 2024
54 min
Journalist og influencer Christina Sander blev bannerfører for mental load-debatten, der tidligere i år spredte sig som en steppebrand i medierne og i de danske hjem. I denne Mama-samtale lærer vi Christina Sander bedre at kende: Vi skal høre om en kernesund barndom, inden forældrene bliver skilt og Christinas interesse for kvinder og ligestilling vækkes. Om øl-daten med hendes nabo, der ender med at blive far til hendes tre børn, Marlon, Uma og Calvin. Og om det definerende øjeblik i hendes moderskab, hvor hun træffer beslutningen om at ændre på sit arbejdsliv og aktivt begynder at bruge sin stemme til at stille krav til samfundet om bedre forhold for børnefamilier.

Oct 23, 2024
Oct 23, 2024
52 min
Drømmen om masser af natur, et enklere liv på landet og meget mere tid til hinanden som familie. Klip til uendelige mængder transporttid, afsavn af gamle venner og en kulsort nattehimmel uden en eneste lyd. Vi taler med tre kvinder, der har taget springet fra by til land og tilbage til byen igen, da livet på landet alligevel ikke levede op til forventningerne. Vores panel består af skuespiller Molly Egelind, mor til Ellinor, 10, og Wilma, 3, journalist og forfatter Stine Ellerbæk, mor til Alice, 17, og Elinor, 12, og training manager Nadia Hellemann, mor til Veronica, 4, og Sommer, 2.

Oct 22, 2024
Oct 22, 2024
32 min
Måltiderne omkring middagsbordet kan nogle gange få karakter af en krigszone, mens børnene er små. Frustrationer, regler og forventninger overtager stemningen, og ingen har det hyggeligt. Men hvis vi begynder at slække på kontrollen med hvor meget, hvad og hvornår vores børn spiser, kan vi ifølge Charlotte Seeger opnå positive forandringer. Hun er BA i sundhed og ernæring og specialist i børns spisevaner og guider her til, hvordan vi kan sætte rammerne for måltiderne, lære vores børn at spise intuitivt og droppe madhierakiet og dermed få en hyggelig stemning omkring middagsbordet.

Oct 21, 2024
Oct 21, 2024
49 min
