
13.9M
Downloads
802
Episodes
To The Moon, Honey er et ærligt og inspirerende fællesskab for kvinder, der står midt i moderskabet eller er på vej ind i familielivet. I hver episode fortæller markante kvinder deres personlige historier og erfaringer med fødsler, graviditet, familieliv og kvindeliv. Desuden bidrager adskillige eksperter med viden om alt fra søvn, selvudvikling og tilknytning til parforhold, work-life balance og den transformation moderskabet rummer.
To The Moon, Honey blev grundlagt i 2018 af Bea Fagerholt og Liv Winther og er i dag et stærkt community, hvor kvinder generøst deler deres oplevelser og erfaringer.
Se mere på Tothemmonhoney.com
Nu kan du tage To The Moons ærlige samtaler, rørende beretninger, relevant viden og inspirerende snakke kvinder imellem med dig på farten. Glæd dig til panelsnakke med seje kvinder, efterfødselssamtaler og brugbar ekspertviden. Værter er To The Moons grundlæggere Bea Fagerholt & Liv Winther. www.tothemoonhoney.com
Episodes

Nov 18, 2024
Nov 18, 2024
49 min
Heidi Albrechtsen og hendes mand drømmer om hus, hund og have, da de tilmelder sig TV-programmet ‘Nybyggerne’. Da finalen ruller over skærmen, står Heidi og Lasse tilbage som vindere af et nyt hus, hvor et børneværelse haster mere end de tror. Heidi er nemlig blevet uplanlagt gravid, og hun er den første tid presset af opkast, flytterod og et speciale der også lige skal afleveres. Som kvalmen efterhånden letter, begynder Heidi at forberede sig på fødslen og dyrker mantraet “en ve mere, er en ve mindre”. Og da vandet går præcis en uge tid før terminsdatoen, ser Heidi ind i en drøm af en fødsel, hvor hver ve - trods smerten - føles som en ven, der bringer Frida tættere på verden. Jordemoder Camilla Brinch er med til at besvare spørgsmål.

Nov 17, 2024
Nov 17, 2024
51 min
Dobbeltputninger, skilsmisse i vennegruppen, juleforventninger og gavepolitik. Vi har igen tre kloge kvinder i studiet, som i fællesskab tager jeres dilemmaer og spørgsmål under kærlig behandling. Brevkassepanelet består i dag af skolelærer Karoline Svarre, familieterapeut Marianne Mosbæk og client og design director Emilie Maria Allan.

Nov 14, 2024
Nov 14, 2024
54 min
I mange år er tempoet højt for arkitekt Malene Hvidt, først som designer for Stine Goya og senere som arkitekt i sit eget firma Spacon & X. Til sidst kræver balancen mellem arbejde, familieliv og hendes helbred en hård opbremsning, hvor hun bliver tvunget til at prioritere og mærke sig selv og de ubalancer, der pisker rundt i kroppen på hende sammen med den sukkersyge, hun har haft siden hun var 12 år. Vi også skal høre om Malenes dybe, sjælelige forbindelse til sin søster, om kærligheden til sin mand og 5-årige søn, og om hver dag at blive klogere på sig selv.

Nov 13, 2024
Nov 13, 2024
52 min
Hvordan føles det at at være i fertilitetsbehandling og samtidig skulle passe sit arbejde? Det taler vi om i denne panelsnak, hvor vores panel fortæller om den udfordrende og følelsesladede proces, det har været for dem at kæmpe for at blive mor. Vi skal høre om om at balancere privatliv og arbejdsliv, om følelsen af ikke at slå til som menneske og om helt lavpraktisk at få sin arbejdsdag til at gå op med de mange besøg på fertilitetsklinikken. Vores panel består af projektleder Nanna Fangel-Henriksen, mor til Mathias, 5, og Andrea, 1, kontaktdirektør Anne-Sophie Lahme, mor til Rebekka Jo på 11 måneder og marketingchef Kristine Anthoni, mor til Vigga, 10, og Sigurd, 6.

Nov 12, 2024
Nov 12, 2024
31 min
Vi ved det godt: Vi er for meget på vores skærme, og det gælder både os selv og vores børn. Det går ud over nærværet, vores hjerner og vores evne til at fordybe os. Men hvordan nedbringer vi de mange timer foran skærmen? Hvad kan vi sætte i stedet? Og hvor lang tid tager det at blive afvænnet fra det dopaminkick, som mobilen giver os? Det taler vi om med psykolog og misbrugsekspert Marie Brixtofte. Her deler hun sine fem bedste råd til en hverdag med mindre skærm og hvordan vi kan øge vores bevidsthed om måden, vi bruger vores skærme på.

Nov 11, 2024
Nov 11, 2024
48 min
TV-vært Petra Nagel har altid drømt om en stor børneflok. Og for os der så med, dengang hendes personlige tv-programmer rullede over skærmen, ved vi, at hun hungrede efter at finde den store kærlighed, som hun kunne skabe en familie med. I dag er Petra mor til tre, og i denne efterfødselssamtale skal vi høre om hendes forskellige oplevelser med på få år at blive mor første, anden og tredje gang. Vi skal især høre om fødslen af Laurits, der kommer til verden ved en magisk vandfødsel, og Petra mærker, at hun kan hvile i den erfaring, hun har med sig fra de to første børn, Pelle og Rosa. Jordemoder Camilla Brinch er med til at besvare spørgsmål.

Nov 10, 2024
Nov 10, 2024
53 min
Søskendekonflikter, måltidstraditioner og decembers forventningspres. Vores kloge brevkassepanel sidder klar til at besvare lytternes spørgsmål og tage dilemmaer under kærlig behandling. Denne gang består brevkassepanelet af influent Frederikke Toftsøe, designer og co-founder Louise van Hauen og samtaleterapeut Loui Trøstrup.

Nov 7, 2024
Nov 7, 2024
54 min
Sheela Maini Søgaard, CEO i arkitektfirmaet BIG, har altid været ambitiøs. Både i forhold til sin karriere men også for sit privatliv, som hun insisterer på skal være lykkeligt. Her fortæller hun om opvæksten i Mellemøsten med en indisk far og dansk mor. Om selv at være mor til tre børn, chef for 800 mennesker og om at bruge sin mavefornemmele og intuition arbejdsmæssigt og i sit moderskab.
Vi skal også høre om setuppet derhjemme, hvor Sheelas mand er hjemmegående og hendes job betragtes som deres fælles karriere, og om hvordan hun praktisk går til værks for at skabe sig et lykkeligt liv.

Nov 6, 2024
Nov 6, 2024
44 min
Hvert år får omkring 2000 gravide i Danmark konstateret graviditetsdiabetes. Her fortæller tre kvinder, hvordan det er at få diagnosen og skulle lære at leve ikke kun med den, men også den livsomvæltning der følger med. Fra kost, motion og egenomsorg, til flere daglige monitoreringer af blodsukkeret, og hvordan det er at bruge en insulinsprøjte og indrette sig efter, hvad blodsukkeret dikterer. Vores panel består af skuespiller og ambassadør i diabetesforeningen, Anna Stokholm, mor til Ziggy, 3, og Lula på 4 måneder, e-commerce manager Johanne Abdulla Roque, gravid i uge 31, og projektleder Lærke Hentze, mor til Hugo, 7, Filippa, 4, og Carla, 1.

Nov 5, 2024
Nov 5, 2024
30 min
Hvordan træner man sin intuition? Hvordan lærer man at blive fortrolig med sin mavefornemmelse, så man kan finde ind til en mere autentisk version af sig selv og ultimativt begynde at træffe nærende valg for sig selv?
Det taler vi om med spirituel coach og rådgiver, Ida Lærke, der i denne episode fortæller, hvordan man med konkrete værktøjer og metoder kan blive klogere på sig selv og sine handlemønstre, og derigennem blive motiveret til at finde sin autentiske vej.
