
12.8M
Downloads
731
Episodes
Nu kan du tage To The Moons ærlige samtaler, rørende beretninger, relevant viden og inspirerende snakke kvinder imellem med dig på farten. Glæd dig til panelsnakke med seje kvinder, efterfødselssamtaler og brugbar ekspertviden. Værter er To The Moons grundlæggere Bea Fagerholt & Liv Winther. www.tothemoonhoney.com
Episodes

3 days ago
Vores panel snakker om at få en 3’er
3 days ago
3 days ago
Sommerferien står for døren, men du kan heldigvis tage To The Moon, Honey med dig på ferien. I denne uge kan du lytte eller genlytte en af vores mest populære panelsnakke, der handler om at få en 3’er.
Man fortryder som bekendt ikke de børn, man får. Alligevel kan der være mange overvejelser forbundet med at få en 3’er. Hvordan favner man tre børns individuelle behov? Hvordan undgår man at drukne i praktik og logistik? Og hvad betyder det for familiedynamikken og parforholdet at gå fra to til tre børn? Vores panel består af Alexandra Birger Christensen, mor til Amy, Finn og Lucy Emma, Jennifer Vedsted Christiansen, mor til Benny Joe, Charlie Sylvester og Donna og Sanne Sigtenbjerggaard, mor til Willum, Augusta og Vilfred.
Episoden blev bragt første gang i april 2022.

Monday Jun 23, 2025
Monday Jun 23, 2025
Sisse Bruun er mor til seks børn og har fem gode fødselsoplevelser med ve-drop bag sig, da lillesøster Gertrud melder sin ankomst. Gertrud kommer til verden ved en kærlig, tryg og rolig fødsel, hvor flere af Sisses store børn er med på sidelinjen for at byde deres nye familiemedlem velkommen. Men kort tid efter Gertrud er født, står det klart for personalet på hospitalet, at hun er kritisk syg og har brug for intensiv hjælp. Et levende mareridt udfolder sig for Sisse og hendes mand, der gennem natten ikke ved, om deres lille pige overlever. I denne efterfødselssamtale skal vi høre Sisse fortælle, hvordan det var at opleve det traumatiske forløb, hvilke tanker og følelser, hun havde, og hvordan hun er kommet ud på den anden side med sin familie.

Monday Jun 16, 2025
Vores panel snakker om at føde hjemme
Monday Jun 16, 2025
Monday Jun 16, 2025
Selvom alle gravide i Danmark har ret til at vælge, om de ønsker at føde på et hospital, på en fødeklinik eller hjemme - og uanset valg har krav på at få en jordemoder tilknyttet under fødslen - er det stadig kun omkring tre procent af alle fødsler, der finder sted i hjemmet. Derimod er der evidens for, at kvinder der føder hjemme, som regel får færre indgreb og har mindre behov for smertelindring. Derudover ved vi også, at fødehormonet oxytocin trives bedst under trygge, rolige og uforstyrrede forhold. I denne panelsnak har vi besøg af tre kvinder, der har valgt hjemmet som fødested. Vi skal tale om, hvad der lå bag beslutningen om at føde hjemme, om den mentale og praktiske forberedelse, om fordomme, der er blevet gjort til skamme, og naturligvis selve fødslen og tiden lige efter.

Tuesday Jun 10, 2025
Ego: Om at passe på sig selv undervejs i en fertilitetsbehandling
Tuesday Jun 10, 2025
Tuesday Jun 10, 2025
At være ufrivilligt barnløs og gennemgå fertilitetsbehandling kan for mange være en udfordrende emotionel rutsjebanetur præget af håb, frygt og usikkerhed. For når graviditeten udebliver, kan det udløse sorg og en eksistentiel livskrise, der påvirker ens identitet og livsplan. I denne episode udforsker vi de psykiske aspekter af fertilitetsbehandling og ufrivillig barnløshed sammen med psykoterapeut og fertilitetsrådgiver Mille Duzenius, der har specialiseret sig i at guide kvinder og deres eventuelle partnere gennem fertilitetsprocessen. Mille deler de psykologiske mekanismer, der ofte overrasker kvinder i behandling, og deler konkrete strategier til at bevare ens mentale sundhed undervejs i behandlingen: Fra effektive selvomsorgsrutiner til værktøjer, der hjælper dig med at håndtere stress og usikkerhed – alt sammen så du kan navigere gennem fertilitetsbehandlingen med større indre ro og styrke.

Monday Jun 09, 2025
Monday Jun 09, 2025
Efter en lynhurtig hjemmefødsel af Anne-Mettes første barn Frej, er hun klar på at skulle føde hjemme igen. Men næste graviditet går desværre ikke som planlagt og bliver afbrudt i 16. uge. I denne efterfødselssamtale taler vi med Anne-Mette om at forsøge at være i sorgen efter senaborten, om at blive gravid igen, og om at være målrettet på at glæde sig til at møde det nye lille liv, der vokser i maven. Men da fostervandet går, tager den nøje planlagte hjemmefødsel hurtigt en uventet og dramatisk drejning. Kort tid efter de første veer mærker Anne-Mette nemlig navlesnoren mellem sine ben. Hun bliver hastet afsted mod hospitalet i en ambulance direkte ind til akut kejsersnit.
Det er en efterfødselssamtale om en sjælden og alvorlig situation, som Anne-Mette tager os igennem minut for minut. Vi skal selvfølgelig også høre om Anne-Mettes første møde med sin datter og om det følelsesmæssige reparationsarbejde, der følger.

Monday Jun 02, 2025
Monday Jun 02, 2025
Skuespiller og retoriker Julie Thalund har altid gerne ville være mor, og da hun er i starten af 30'erne, tager hun sit livs beslutning om at blive solomor. Men rejsen er ikke nem for Julie, som møder et offentligt sundhedsvæsen, der ikke vil hjælpe hende, før hun har tabt sig og fået et lavere BMI. Julie finder en vej i det private og bliver gravid med sin datter Betty, som kommer til verden efter en hurtig, vild og ukompliceret fødsel. Julie og Betty har en flyvende start, hvor Julie føler, at hun er faldet på plads i verden og gennemstrømmes af eufori og lykke. Det er en efterfødselssamtale om solo-forældreskabet på godt og ondt, og ikke mindst om graviditeten og fødslen af familiens nyeste medlem, lillebror Jørgen Bosse - og om den første tid som mor til to.

Monday May 26, 2025
Ego: Lev i flow med din cyklus
Monday May 26, 2025
Monday May 26, 2025
Halvdelen af jordens befolkning oplever det månedligt, uundgåeligt, naturligt. Og gennem de seneste år er emnet blevet udbredt i både den offentlige, politiske og popkulturelle debat - nemlig menstruation. I anledning af World Menstrual Health Day den 28. maj taler vi i denne episode med cyklusformidler og forfatter Ayoe Westh om, hvorfor menstruation pludselig er blevet et varmt emne, og hvordan vi kan bruge vores cykliske rytme positivt i vores hverdag. For hvad sker der egentlig i kroppen før, under og efter menstruation? Hvordan påvirker det vores energi, humør og præstationsevne? Og hvorfor er denne viden vigtig for alle uanset køn?

Monday May 19, 2025
Monday May 19, 2025
Yasmin Kazemi er studerende og privat børnepasser, da hun under corona-pandemien møder kok og restauratør Bo Bech. Forholdet udvikler sig hurtigt, og da Yasmin beslutter sig for at sænke paraderne, giver hun sit ja til kærligheden og til rejsen mod at blive forældre. I denne samtale fortæller Yasmin om et roligt og håbefuldt fertilitetsforløb og om glæden ved at skulle føde. Vi hører også om overgangen fra fødselsrus og oxytocin efter en fantastisk fødsel til virkeligheden med en andengradsbristning og de fysiske efterdønninger, der følger. Samtalen kredser om det at give sig hen og om troen på, at vi nogle gange må sænke farten, hvis begge parter i et forældreskab skal kunne følges ad.

Tuesday May 13, 2025
LIVE PODCAST om mors søvn
Tuesday May 13, 2025
Tuesday May 13, 2025
I sidste uge inviterede vi 30 af jer To The Moon Honey-lyttere til live podcast og morgenmad på café Sonny. Her talte vi om, hvordan søvnmangel og natlige opvågninger påvirker både vores krop og sind, og om hvordan vi får mest muligt ud af den søvn, vi får. Vi kommer også omkring kvinders søvn generelt, og hvorfor den er så vigtig at prioritere. Hvor mange timers søvn har vi egentlig brug for? Og er der forskel på vores søvnbehov, afhængig af hvor vi er i vores cyklus? Alt det taler vi med søvnolog Karen Kildahl om i denne live podcast.
Hvis du vil med næste gang, vi holder event, skal du tilmelde dig vores nyhedsbrev på tothemoonhoney.com/nyhedsbrev.

Monday May 12, 2025
Monday May 12, 2025
Selvom doula og yogainstruktør Ida Kilias har et stort kendskab til fødsler og gravide kvinder, ligger det ikke i kortene, at hun selv skal være mor. En dag mærker Ida alligevel en indre biologisk længsel, der bliver starten på hendes egen rejse ind i moderskabet. I denne efterfødselssamtale fortæller Ida om at følge sin egen intuition og vælge det offentlige sundhedssystem fra i en graviditet uden skanninger, jordemoderkonsultationer og hospitalsbesøg. Vi skal også høre om fødslen af lille Ejner, der skal foregå derhjemme kun med Idas kæreste og en nære veninde ved hendes side. Det er både en usædvanlig og stærk fortælling om at stole 100 procent på sin krop og have fuld tillid til dét, der skal til at ske.