
13.9M
Downloads
803
Episodes
To The Moon, Honey er et ærligt og inspirerende fællesskab for kvinder, der står midt i moderskabet eller er på vej ind i familielivet. I hver episode fortæller markante kvinder deres personlige historier og erfaringer med fødsler, graviditet, familieliv og kvindeliv. Desuden bidrager adskillige eksperter med viden om alt fra søvn, selvudvikling og tilknytning til parforhold, work-life balance og den transformation moderskabet rummer.
To The Moon, Honey blev grundlagt i 2018 af Bea Fagerholt og Liv Winther og er i dag et stærkt community, hvor kvinder generøst deler deres oplevelser og erfaringer.
Se mere på Tothemmonhoney.com
Nu kan du tage To The Moons ærlige samtaler, rørende beretninger, relevant viden og inspirerende snakke kvinder imellem med dig på farten. Glæd dig til panelsnakke med seje kvinder, efterfødselssamtaler og brugbar ekspertviden. Værter er To The Moons grundlæggere Bea Fagerholt & Liv Winther. www.tothemoonhoney.com
Episodes

Aug 10, 2022
Aug 10, 2022
48 min
Vi taler vi om den stigende interesse for haven og planter, både når man bor i hus eller har flyttet haven ind i lejligheden i form af krukker på altanen eller nede i gården. Kræver det særligt grønne fingre at få planter til at gro? Hvordan kommer man godt i gang, hvis man er have-rookie? Og hvorfor egner haven sig så godt som ventil for svære følelser? Vores panel består af forfatter og jurist Malene Lei Raben, guldsmed Nadia Shelbaya og stifter af Haven På Taget, Anna Sofie Jacobsen.

Aug 9, 2022
Aug 9, 2022
49 min
Arkitektstuderende Ulrikke Toft Simonsen er 27 år, da hun bliver gravid med sit og kærestens første barn. Ulrikke har tidligt et ønske om, at hendes fødsel helst skal være naturlig og uden smertelindring, og at hendes mor skal med til fødslen. Hør Ulrikke fortælle ærligt om et første trimester præget af massiv træthed, PMS-følelse og rygestop, og om en lang fødsel, der bouncer frem og tilbage, inden hun ved en råstyrke til sidst føder Norma, mens flere familiemedlemmer er med på stuen. Det er også en efterfødselssamtale om, hvordan fødslens forløb er med til at forandre Ulrikke, der får øje på mønstre hos sig selv, som hun beslutter sig for at bryde. Jordemoder Camilla Brinch er med til at besvare spørgsmål.

Aug 3, 2022
Aug 3, 2022
50 min
Hvordan lander man i kroppen efter en fødsel? Både når det kommer til kropsbevidsthed, men også i forhold til intimitet, begær og sex - eller mangel på samme. Er der et før og efter børn, når det kommer til sex og lyst? Hvad er der sket fysisk og mentalt i transformationen? Og hvordan tackler man det med ens partner, hvis man har forskellige lystbehov? Vores panel består af podcastvært og stylist Amalie Bendixen, mor til Carmen, 2, skuespiller Silja Eriksen, mor til Mogens, 3, og kommunikationsrådgiver Stine Winskel, mor til Nora, 5, og Zoe, 1.

Aug 2, 2022
Aug 2, 2022
29 min
Mange af os kommer i disse dage tilbage fra sommerferie. Friske og veludhvilede og med batterierne genopladte - klar til et travlt halvår fuld af spændende arbejdsprojekter. Eller hvad? Hvad hvis man allerede nu frygter at ryge ned i en hvirvelvind af uendelige to-do lister, hårde bagkanter og hasteture på cyklen til og fra arbejde? Vi taler med stressbehandler og sygeplejerske Linda Clod Præstholm om, hvordan man kan få en blød opstart på dagligdagen.

Aug 1, 2022
Aug 1, 2022
46 min
Entreprenør og influent Cathrine Wichmand Widunok og hendes mand var gennem et længere fertilitetsforløb med adskillige ægudtagninger for at få deres første barn, Eddie, som tilmed også kom til verden ved en hård fødsel. Så da Cathrine og hendes mand halvandet år senere ønsker at være forældre igen, er de mentalt forberedte på, at det kan tage lang tid. Men til deres overraskelse lykkedes det ved første ægoplægning. Vi skal høre Cathrine fortælle om en graviditet præget af store forandringer, om at gøre sig umage med fødselsforberedelsen og om en fantastisk fødsel af lille Irma, der kommer til verden 12 dage over termin. Det er en dejlig varm og underholdende efterfødselssamtale om, hvordan én fødsel kan hele en anden. Jordemoder Camilla Brinch er med til at besvare spørgsmål.

Jul 27, 2022
Jul 27, 2022
52 min
Det kan være et minefelt, hvor lang barsel man vælger at tage. I denne panelsnak taler vi med tre kvinder om deres overvejelser og erfaringer med at holde en kort barsel. Om at identificere sig med sit arbejde og savne jobbet, mens man er på barsel, om at aflevere sin baby i vuggestuen med mælk i poser og om at træffe de valg, der fungerer bedst for familien. Vores panel består af medlem af Europa Parlamentet, Linea Søgaard-Lidell, mor til Ellen, 2, digital- og intern kommuniktionsmanager Louise Fisker, mor til Oliver, 5, og Theo, 1, og PR og kommunikationschef Natalie Havgaard, mor til Teddy, 4, og Bella, 1.

Jul 25, 2022
Jul 25, 2022
47 min
Da erhvervspsykolog Thea Fialin bliver gravid, falder det hende naturligt at forberede sig grundigt på fødslen. Hun sætter sig også godt ind i amningen, som hun har et brændende ønske om at lykkes med. Fødslen går i gang 11 dage før termin, og datteren Barbara kommer til verden ved en fødsel, der pludselig tager fart. Amningen kommer imidlertid skævt fra start, og der lægger sig et pres på de nybagte forældre, som står over for 2,5 måneders intenst ammeforløb. Det er en fortælling om at føle sig utilstrækkelig som mor, om mørke tanker og om et ukueligt behov for at ville lykkes med amningen. Jordemoder Camilla Brinch er med til at besvare spørgsmål.

Jul 20, 2022
Jul 20, 2022
49 min
Sommetider følger der børn med, når man møder kærligheden. Men selv om der er fordele ved, at ens partner har prøvet forældreskabet før, kan der også være en sorg forbundet med det. Det taler vi om i denne følsomme og meget ærlige panelsnak, hvor tre kvinder fortæller om tankerne om at skabe en ny familie som en del af en eksisterende familie. Om som nybagt mor at sætte sig ud over sine egne behov af hensyn til de store børn, og om at acceptere at det er ekskonen, der af praktiske årsager bliver en af de første, der ser ens baby. Vores panel består af presse- og kommunikationsmedarbejder Mathilde Friese, mor til Lily Birthe på 10 måneder, digital projektleder Kikki Beate Stokkebye, mor til Niels, 3, og arkitekt Pil Bachmann, mor til Fjor, 1.

Jul 18, 2022
Jul 18, 2022
41 min
Læge Anne Mette Severinsen har altid været sporty og stærk, så da hun bliver gravid med sit første barn, forestiller hun sig, at hun skal føde uden medicinske indgreb. Men datteren Kamma kommer til verden tre uger før termin ved en hurtig fødsel, hvor Anne Mette får en epiduralblokade. I tiden efter er Anne Mettes tanker præget af at være skuffet over sig selv og sin krop, fordi hun ikke føler, at hun har gjort det godt nok. Det er en efterfødselssamtale om gerne at ville føde uden medicin, om at føle det som skamfuldt og som et nederlag at få en epidural, og om hvad det egentlig er, der fodrer hele snakken om ”at føde rigtigt”. Jordemoder Camilla Brinch er med til at besvare spørgsmål.

Jul 13, 2022
Jul 13, 2022
52 min
Sætter vi for høje krav til os selv og vores medmødre? Skal vi kunne det hele: Arbejde, være nærværende mødre, ordne og samtidig have tid til os selv? Vi snakker om perfekthedskulturen i moderskabet og om at bryde med idealerne. Om følelsen af utilstrækkelighed, sårbarheden i det uperfekte, jagten på anerkendelse, og om hvorfor vi bør gøre op med at leve efter en facitliste. Panelet består af direktør og forfatter Julia Lahme, mor til Elias, 14, og Sofus, 10, journalist og forfatter Karen Pallisgaard, mor til Joanna, 7, og Manfred, 4, og indehaver af Vieille Anna Engstrøm, mor til Edgar, 4, og Norman, 2.
